Det fremgår ikke af TLLs anke, om han mener, at de ikke-deltagende forfattere/kunstere ikke deltager i de rundspredte medier eller bare ikke deltager overhovedet. Eller om der ikke bliver lavet nok relevant samfundsdebatterende kunst, på scenen, i skriften, i musikken, i rummene og de andre fysiske kunstformer.
Tager man skriften, som er dér jeg har hjemme, er der mange steder, hvor det frie ord kan komme til udfoldelse: På blogs, på Informations og Politikens kommentarsider, på Ingeniøren, hvor der f.eks. foregår en masse klimadebat, på chatfora, på Facebook... der er en masse samfundsdebat dérude, som man skal lede efter. Og forhåndsinteressere sig for, f.eks. RSS-feeds eller jævnlig søgning bestemte fora eller blogs. Dét er mantraet - man skal selv opsøge det, det bliver ikke serveret i den daglige avis eller tv-nyhederne.
Det svarer til, at man søger i et bestemt teater, en bestemt trup, en bestemt instruktør, regissør osv., fordi man har tillid til, at man dér bliver udfordret i en grad, som man behøver og ønsker.
Den skriftlige og talte debat er ikke længere at finde i aviser og tv af den simple grund, at lixtallet holdes lavt, indlæg holdes i overskriftform, komplekse problemstillinger for-tygges og forsimples, så vækzapning undgås. Men debatten findes på nettet. Og det er ikke kunstnere, der diskuterer og debatterer kunsten, kulturmidlerne, uddannelserne, politikken... det er mennesker. Og der er fora for allehånde formuleringsevner, på alle interesseniveauer og om alle emner. Hér debatteres Danmark.
Er det autoriteter, som TLL savner? Folk, som med fysisk og skriftlig karisma kan gå i rette med de negative strømninger, der kan paralysere et samfund, som ikke længere har så meget at kæmpe FOR? Disse autoriteter er også at finde på nettet. De er ikke uddannende eller ansatte som sådan, eller hentet ind for at undbygge eller skævvinkle en sag til gavn for friske øjne - de er autoriteter, fordi deres menneskelige engagement og indsats har høstet dem respekt fra et forums brugere. De kan sjældent med gravrøst og statistik og historisk runeristning fremtvinge overskrifter i rundspredningsmedier, men netop fordi deres holdninger og argumenter inden længe er begravet i nye emner, er det vigtigt at være vågen og på hér: Man går i dialog ved at sige sin mening. Man vier de debatundergravende internettrolde begrænset opmærksomhed. Man forsøger at underbygge, hvad man siger og mener. Man lytter til de andres argumenter. Man bliver klogere. Man debatterer på ny, i en ny streng, om et relateret eller nyt emne, som det passer én og ind i hverdagen.
Et samfund består ikke af de kloge og de dumme, de veltalende/skrivende og de dårligt formulerede. Et samfund består af dem, der engagerer sig. Og dét gør folk overalt. Hvis man kikker efter.
Vil TLL frelse landet fra Pia K og DFFs svøbe? Ja, tak, det ville være dejligt, hvis mennesker kunne ophøre med at være bange for det fremmede. Men det gøres ikke med stokkemetoder. Det opnås ved selv at være kærlig, omsorgsfuld, tillidsfuld, åben, interesseret, engageret, lyttende, vedholdende, udholdende, sanddru, i alt man gør.
Som jeg ser det, er det ikke kunstnernes opgave at vise menneskene vejen til det med-menneskelige hjerte og trivsel, men alles opgave. Og hvad angår at være borgerlig på en sådan måde, at egne og samfundets penge kommer forud for individerne, er det op til andre, som fatter betydningen af trivsel i et samfund, at debattere direkte med de borgerlige om midlers fordeling, og undlade at indvælge dém, som ikke ønsker at indgå i personlig debat! Trivsel er ikke en politisk faktor, men en samfundsmæssig, menneskelig nødvendighed.
OG vi kan ikke gøre det ganske uden rundspredningsmedierne til hjælp, om end de er nok så uvillige til at konkurrere på højere fællesnævner end i dag - men måske 300.000 brugere på en facebookgruppe kan lægge pres på de forskellige danske medier ved f.eks. at tæppebombe deres mailbokse med opfordringer til at være mere opsøgende, glemme alt om Ritzau som gud for korte nyheder, redefinere hvad der er relevant at meddele borgerne og basalt set se ekspertvældets bagudsejlen til en svunden tid og ansvaret i dag lagt i hænderne på enhver!
Kenneth Krabat
